Historiske og moderne døre til fredet byggeri, Pigeskolen i Christiansfeld

Pigeskolen i Christiansfeld er en del af et helt særligt stykke historie, der er så stort, at det i 2015 bragte hele byen Christiansfeld på UNESCOs verdensarvsliste. Når man går rundt i byens gader i den lille by i Sønderjylland, fornemmer man da også straks, at byen er noget helt særligt. Byen er opbygget af Brødremenigheden i slutningen af 1700-tallet, hvor man i landdistrikterne ellers byggede små, skæve bindingsværkshuse med små vinduer og lavt til loftet. Husene i Christiansfeld er helt anderledes. Gaderne er lange, lige og brede, og husene er bygget i 2 etager – snorlige, glatte murstensfacader i gule mursten, højt til loftet, og med store rokoko vinduer. Alt sammen noget man på den tid ellers kun fandt i kongelige og adelige byggerier i København.

 

Vahle har haft den store fornøjelse at levere døre til Pigeskolen i Christiansfeld. Vahle har gennem tiden også tidligere bidraget med døre til renoveringer af Brødremenighedens huse i Christiansfeld udført af den primære byggesagsrådgiver Tegnestuen Mejeriet. Pigeskolen er en af de sidste af de store byggerier i byen der er blevet renoveret.  Brødremenigheden valgte at sælge pigeskolen til kommunen i 1920 da Pigeskolen lukkede.

 

”Min kone, Grethe, og jeg var så heldige at få lov til at købe Pigeskolen af kommunen” fortæller Hans Erik Bylling fra virksomheden Aller Aqua Group. ”Virksomheden Aller Aqua er en virksomhed med rødder langt tilbage i historien her i området, så det betyder utroligt meget for os, at vi har fået muligheden for at være med til at bevare et smukt stykke historie. For os har det samtidigt utrolig stor symbolsk værdi for os.”

”Fyldningsdørene er malet i den karakteristiske grå farve som har været meget dominerende for Brødremenighedens byggerier i Christiansfeld. Vi fik foretaget en farveanalyse, for at være sikre på farven var som vi forventede, fordi vi har set den i de andre huse, som vi har renoveret”, forklarer bygningskonstruktør Peter Buchholt Petersen, Tegnestuen Mejeriet.

Pigeskolen var en af de tidligere B-fredninger, som man ikke har mere, hvilket betyder, at alt indvendigt ikke har været beskyttet af fredningsreglerne. Kommunen havde igennem ca. 100 år brugt huset til mange forskellige formål med det resultat, at alt det oprindelige indvendigt i huset stort set var ombygget.

 

Der var kun ganske få oprindelige elementer tilbage indvendigt. Heriblandt ét enkelt dørblad. Dørbladet er blev renoveret og den oprindelige dør er på den måde bevaret. Alle de nye fyldningsdøre som Vahle har leveret, er lavet som nøjagtige kopier af den oprindelige dør fra slutningen af 1700-tallet produceret som både lyd- og branddøre.

Udover de klassiske fyldningsdøre, så er der også valgt glasdøre i mere nutidig og enkel stil. Glasdørene er udført i ubehandlet fyrretræ, der ligesom fyldningsdørene har messing dørgreb fra Randi.

Alle fyldningsdørene er opgraderet til moderne lyd- og brandkrav. Her vist med integreret dørpumpe (skjult dørlukker)

De skjulte hængsler får glasdørene til at fremstå helt skarpt og stilrent, helt i tråd med ånden i Brødremenighedens byggestil.

”Vi har valgt at bruge døre i nutidigt design der, hvor der oprindeligt ikke har været døre. Det arkitektoniske greb her går på, at det skal være tydeligt når vi foretager valg der afviger fra det oprindelige. Vi har valgt at bruge glasdøre som er moderne, og som giver mulighed for lys og transparens mellem rummene”, fortæller bygningskonstruktør Peter Buchholt Petersen, Tegnestuen Mejeriet.

Nyt møder gammelt. Den enkle glasdør møder en ny trappe, som er udført som de traditionelle trapper i Christiansfeld, men i et nutidigt udtryk.

Fyldningsdørene står skarpt mod de rå kalkede vægge og nogle steder friser af fritlagte stykker murværk.

”Det perfekte ligger i, at alting virker helt naturligt og enkelt. De brede karme er et eksempel, hvor man bare bliver glad for at se på dørene. Karmene er jo plankekarme. Det er en ren fornøjelse at se på”, fortæller bygningskonstruktør Peter Buchholt Petersen, Tegnestuen Mejeriet.

Pigeskolen i Christiansfeld var en arkitektonisk perle, da den blev bygget. Den er nu genskabt så den både i form og funktion kan yde respekt til det oprindelige. ”Brødremenigheden var kendte for deres ekstremt dygtige håndværkere, og deres store fokus på kvalitet, design og samarbejde. Brødremenigheden opstod som modreaktion til katolicismens pomp og pragt. De lagde stor vægt på en enkel tro, med lige rettigheder til alle, herunder uddannelse til piger, og det afspejlede sig også i deres byggestil” forklarer bygningskonstruktør Peter Buchholt Petersen, Tegnestuen Mejeriet.

Brødremenigheden lagde vægt på, at man skulle bygge med funktion for øje, så selvom de ikke længere ejer Pigeskolen, så lever ånden videre. Aller Aqua Group har med største respekt tilført en ny funktion til huset, der i dag rummer både private lejemål, virksomhedslejemål udover at blive brugt til møder af Aller Aqua Group.

”Jeg er virkelig glad for resultatet med Pigeskolen. Vi har renoveret Brødremenighedens huse i Christiansfeld i rigtig mange år nu, så det er en stor tilfredsstillelse af se Pigeskolen renoveret uden at gå på kompromis med noget som helst. Det er en kæmpe gevinst for byen, at de nye ejere har været villige til at gennemføre alting på dette niveau. Det er ren filantropi fra Hans Erik og Grethes side. Når det kommer til dørene, så ligger det jo helt naturligt at ringe til Vahle. I kender opskriften på at lave historiske døre med moderne lyd- og brandkrav, og vi kender heldigvis jeres telefonnummer”.

Citat: Bygningskonstruktør Peter Buchholt Petersen, Tegnestuen Mejeriet.

KONTAKT OS FOR ET UFORPLIGTENDE TILBUD

Arkitekt Tegnestuen Mejeriet

Teknisk beskrivelse Fyldningsdøre  ∙  Glasdøre  ∙ BD30 ∙ Lyddøre ∙ Skjulte hængsler

Galleri
Andre projekter