Copenhagen Plant Science Centre ∙ Lundgaard & Tranberg Arkitekter

Pinolhængte branddøre med skjulte beslag forsvinder i arkitekturen og sikrer på samme tid, at de tekniske installationer er tilgængelige

 

Det Biovidenskabelige Fakultet har fået nye faciliteter til undervisning og forskning. De nye bygninger er en del af helhedsplanen for udbygningen af Københavns Universitet Science. Vahle har leveret branddøre til bygningerne, som går fuldstændig i ét med vægarealerne.

Beklædning i krydsfinér tilfører varme

Organiske celleformer er projektets gennemgående designtema udviklet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, som har projekteret byggeriet. Arkitekten ønskede, at underbygge grundplanens celleformer i laboratoriegangene med en væg- og dørbeklædning i krydsfinér. Beklædningen tilfører de kliniske rum en varme og gør dem mere opholdsvenlige.

Skjulte døre i samme beklædning som væggene

Gangforløbene i laboratorierne er lavet som panelgange, der rummer skjulte døre, som åbner separat. De pinolhængte døre er beklædt med samme lakerede krydsfinér i fyrretræ som resten af væggene og udført i samme farve og finish. De er BD30-branddøre uden synlige håndtag, hængsler eller rammer.

En behagelig oplevelse, der letter drift og vedligeholdelse

Dørene fremstår så integrerede i væggene, at de rent visuelt forsvinder. Gangene får på én gang et roligt og levende udtryk, fortæller David Sherman, arkitekt hos Lundgaard & Tranberg Arkitekter. Han forklarer, at de integrerede døre medvirker til at gøre opholdet behageligt også i de mere installationsintensive dele af bygningen. Samtidig bliver drift og vedligeholdelse af bygningen lettere, fordi der er fuld adgang til installationerne.

Tidlig involvering sikrer detaljering

De indvendige døre er tilpasset projektet ned til mindste millimeter og udformningsmæssige detalje. Vahle bliver ofte involveret tidligt i projekterne. På den måde kommer detaljerne på plads i projekteringsmaterialet, så det bliver bygbart. Denne arbejdsform kræver tæt dialog mellem arkitekten og virksomheden.

 

Teknisk beskrivelse BD30 ∙ pinolhængte ∙ integreret i væggen ∙ skjult paskvil til fasthold af døren

Galleri