Historie

Vahle har igennem årtier lavet speciallavede døre til tidstypisk arkitektur. Ethvert projekt er specielt planlagt og udtænkt igennem en proces mellem Vahle og bygherre/arkitekt for at skabe det bedst mulige resultat.

Håndværket skal ind i døren

Vahle Døre & Vinduer blev grundlagt i 1976 af Svend Vahle Hansen som en tømrervirksomhed. Da funktionsdørene med krav om brandsikring og lyddæmpning kom på markedet, erfarede tømreren, at producenterne gik på kompromis med håndværket for at opfylde de nye krav. Som en reaktion på den manglende kvalitet i funktionsdørene begyndte Svend Vahle Hansen at producere døre, hvor både funktion og håndværk er elementer i dørens design.

Dørproduktion kræver nye lokaler

Fra 1990 fokuserede virksomheden udelukkende på produktionen af replikadøre, der kunne godkendes til bevaringsværdigt byggeri. Vahle voksede og rykkede derfor i 2009 ind i nye lokaler.

Den moderne dør vinder frem

I 2013 fik Vahle godkendelse til at producere glatte branddøre. Dermed kunne sortimentet udvides til også at inkludere moderne døre. Virksomheden kan nu både levere døre til historisk og nutidig arkitektur. Opførelsen af det anerkendte Tietgenkollegium af Lundgaard & Tranberg Arkitekter synliggjorde potentialet i den moderne dør. Vahle leverede pinolhængte døre med brandsikring til kollegiets teknikrum, der fremstår som en integreret del af arkitekturens samlede kunstværk. De specialdesignede døre er også en del af BESTSELLERs nye kontorbygning af C.F. Møller på Aarhus Havn. Her findes branddøre med en overflade i eg, skjulte hængsler og integrerede dørpumper.